Bora Bora Residency Centre søger nu kunstneriske ideer, der skal undersøges og/eller udvikles i sæsonen 2019-20 (fra august 2019 til juni 2020). I denne omgang er der op til 6 residencies rettet mod professionelle dansere, dansekompagnier eller sceneinstruktører med en stærk koreografisk ide. Det vil også være muligt for danske/danskbaserede kunstnere at søge om et af vores internationale eller nordiske residencies, der sker i en udveksling med vores partnere (læs mere om Residency Centrets partnere her). Derudover har vi midler øremærket til én co-produktion hos Bora Bora med danske og/eller danskbaserede kunstnere, som du ligeledes kan søge via dette open call.

Deadline for ansøgninger 2019 er overskredet. Vi takker for interessen i vores residency centre.
Ansøgere i 2019 kan forvente svar på deres ansøgning i midten af marts 2019.

Du er altid velkommen til at skrive dig op til vores nyhedsbrev og bl.a. modtage informationer om kommende open calls.

ANSØGNINGS SKEMAET ER TILGÆNGELIGT IGEN I BEGYNDELSEN AF 2020.

Det er kun muligt at søge residencies og øvrige muligheder hos Bora Bora Residency Centre gennem vores ansøgningsskema i forbindelse med open calls.
Hvis du er nysgerrig på at se hele ansøgningsskemaet inden du begynder at udfylde det, kan du se del 1 her og del 2 (co-produktionsansøgningen) her.
Bemærk at du ikke kan søge co-produktionen separat.

Det kan være en rigtig god ide at kigge vores Residency FAQ igennem inden du ansøger om et residency.

Residencies kan have følgende formål:
– At lave den første udvikling og udforskning af en kunstnerisk idé
– At udforske en helt ny retning af dit kunstneriske arbejde for at ændre retning som kunstner

Ved at indsende en ansøgning giver du samtidig automatisk samtykke til at Bora Bora Residency Centre må beholde og opbevare al information fra ansøgningen, med det formål at kontakte dig om residencies og andre muligheder for samarbejder med os, vores jury og/eller vores partnere som beskrevet på vores hjemmeside. 

Detaljer for ansøgere

Bora Bora Residency Centre udvælger kunstnere ud fra et fokus på kunstnerisk kvalitet, dybde og
innovation. Vi har også en særlig interesse for kunstnere, der ønsker at interagere med værten (teatre eller højskoler) og det lokale publikum. Vi prioriterer research residencies i vores udvælgelse i 2019.

Vi designer hvert residency efter en analytisk dialog med dig som kunstner, hvor vi udforsker det kunstneriske fokus i opholdet for at sikre, at residenciet understøtter dette fokus.

De udvalgte kunstnerne får følgende fra Bora Bora Residency Centre
– 2-3 ugers studietid hos en af vores danske med-værter/partnere
– Dækning af transport
– Overnatning til op til 4 kunstnere/samarbejdspartnere
– Honorar på 6500 kr. pr. uge pr. kunstner
– Deltagelse i Bora Bora Community med online kunstner database, artikler i nyhedsbrev og opfølgning
om fremtidige residencies, co-produktioner og premierer i de kommende år.

Og efter aftale
– Feedback fra husets dramaturger
– Sparring med fra ekstern mentor/outside eye
– Teknisk hjælp
– Samarbejde med eksterne partnere inden for felterne ny teknologi, uddannelse, forskning og outreach

Som kunstner i Bora Bora Residency Centre beder vi dig om
– At levere en workshop/visning eller lignende til de lokale studerende eller kunstnere
– At interagere med det lokale dansemiljø eller publikum gennem en visning eller en samtale
– At give information om dit arbejde til vores hjemmeside og nyhedsbrev
– At inkludere logoet for Bora Bora Residency Centre på alle fremtidige pr-materialer for det værk, som dit residency er en del af
– At give feedback til os efter dit ophold

Kriterier for udvælgelse

Ansøgere skal demonstrere:

– En kunstnerisk idé, der er nyskabende og relevant her og nu
– Et CV med dine tidligere danseproduktioner
– En forståelse for, hvordan opholdet vil styrke din kunstneriske udvikling
– En interesse i en længerevarende relation til Bora Bora og partnere

Information om co-produktion

Bora Bora tilbyder i samarbejde med Bikubenfonden én årlig co-produktion i perioden 2019 – 2021.

Med en co-produktion giver vi en dansk kunstner mulighed for øget fordybelse og arbejdsro ved at forlænge produktionsperioden og ved at styrke inddragelsen af relevante kunstneriske kompetencer. Bora Bora vil indgå som aktiv partner i produktionen og bruge vores internationale netværk som platform for distribution samt kobling til yderligere samarbejdspartnere.

Co-produktionen gives et samlet tilskud på i alt kr. 500.000.

Co-produktionen omfatter tilskud på op til kr. 370.000 – herunder:

– Produktionstilskud til f.eks. design og kunstneriske lønninger samt produktion af kostumer/scenografi.
– Ophold/overnatning.

Co-produktionen omfatter desuden tilskud på op til kr. 130.000 – herunder:

– Ydelser fra Bora Bora. Dvs. produktionssparring, dramaturg, lokaler, teknikere, teknik, PR, administration og salg.
– Spilleperiode på Bora Bora inkl. afviklingsomkostninger.
– International turné-satsning. Salg på messer og til internationalt netværk.

Co-produktionens nærmere struktur, økonomiske ramme og tidsforløb vil blive forhandlet mellem Bora Bora og de udvalgte kunstnere.  

Kunstneren/kompagniet vil blive valgt af den internationale jury blandt de danske ansøgere til Bora Bora Residency Centre.
Vi opfordrer ansøgerne til at bruge residencyopholdet som forundersøgelse, men dette er ikke et krav.

For at komme i betragtning skal ansøger:
– være bosiddende i Danmark på ansøgningstidspunktet.
– kunne dokumentere professionelt virke/uddannelse – CV.
– beskrive en original kunstnerisk idé med høj kunstnerisk kvalitet.
– udarbejde et produktionsbudget med angivelse af den fulde finansiering af produktionen.

Ansøgningsprocessen

Udvælgelsen er baseret på juryens kunstneriske kuratering. Juryen består i 2019 af Charlotte Vandevyver (dance programmer hos STUK, Belgien), en kunstnerisk leder fra Reykjavik Dance Festival, Island og Jesper de Neergaard (kunstnerisk leder for Bora Bora, Danmark) .

Ansøgningsskemaet er åbent frem til deadline 1. februar 2019 og kan findes her

Kontakt os gerne på [email protected] hvis du har spørgsmål til programmet.

Læs mere om vores residency centre her.

Se komplet liste over værter og samarbejdspartnere her

Hvis du har yderligere spørgsmål til residency centret kan du gå på opdagelse i vores FAQ her, hvor vi har svaret på nogle af de oftest stillede spørgsmål om residency centret.

 

Sponsorer

             

Støttet af

 Augustinus Foundation      The Beckett Foundation