Shroud

I 2021 begav Andreas Constantinou sig ud på en dybt personlig og kunstnerisk rejse efter en række tab. I løbet af fire år oplevede han, at hele den ældre generation af hans familie gik bort, herunder bedsteforældre, tanter, onkler og tragisk nok begge hans forældre inden for fem uger. Hans far døde alene på en Covid-19-afdeling, mens hans mor bukkede under for kræft i hans pleje. Denne intense periode med død, tab og sorg påvirkede dybt hans liv og kunst og førte i sidste ende til skabelsen af THE GRIEF WORKS 2021-2025 – et fireårigt kunstnerisk forskningsprojekt, der dykker ned i temaerne sorg, død og tab.

THE GRIEF WORKS: fungerer som en fælles titel for Constantinous fireårige forskningsprojekt, som resulterer i fire forskellige performancekapitler.

• CHAPTER ONE: MY UNDYING LOVE (2021)
• CHAPTER TWO: CARCASS (2023)
• CHAPTER THREE: SHROUD (2024)
• CHAPTER FOUR: DEATH IS NOT THE END (2025)

Hvert kapitel dykker ned i forskellige aspekter af sorg, død, tab og helbredelse og afspejler disse oplevelsers mangesidede karakter gennem forskellige kunstneriske udtryk. De fire kapitler er designet til at engagere publikum på forskellige og meningsfulde måder, idet de hver især behandler forskellige aspekter af død, sorg og tab.

Hvert kapitel præsenterer en unik kunstnerisk oplevelse: My Undying Love er en fordybende teaterforestilling, der inviterer publikum til at leve sig ind i følelsen af tab; Carcass er et dynamisk fysisk teaterværk med seks dansere, der udfordrer publikum til at reflektere over deres værdier i forhold til liv og død; Shroud er en poetisk, visuel udforskning af sorgens ubevidste symbolik; og Death Is Not the End er en stedsspecifik forestilling, der samarbejder med lokalsamfund om at dele kollektive historier om sorg og helbredelse.

Denne varierede tilgang giver publikum forskellige indgangsvinkler, så de kan forbinde sig med temaerne på måder, der både er dybt personlige og dybt virkningsfulde.«

I dagens verden, hvor samtaler om sorg ofte kvæles og undgås, er dette projekt afgørende. Vi lever i et samfund, hvor kollektiv sorg ofte skubbes ud i periferien, og hvor sorg ofte bearbejdes i isolation. Constantinous arbejde skaber vigtige fælles rum for åbent udtryk og fælles helbredelse. I en tid præget af globale tab – fra pandemien til igangværende sociale og politiske omvæltninger – tilbyder projektet en platform til at konfrontere sorg, fremme modstandsdygtighed og genskabe empatiens og forbindelsens bånd.

I forbindelse med “CARCASS”:

Iscene:
”Jeg vil koreografere død, ikke det at dø” – Andreas Constantinou om himherandit’s trilogi om sorg og død

Århus Stiftstidende:
På fem år mistede Andreas en hel generation i familien: Nu vil han vise os, at livet er ”fucking fantastisk” med ny forestilling

I forbindelse med “MY UNDYING LOVE”:

Publikums reaktioner på trilogiens første del “MY UNDYING LOVE”:

Publikums reaktioner på trilogiens andel del “CARCASS”:

Anmelderne om første del af trilogien, “MY UNDYING LOVE””:

★★★★★★
”Der er en meget intim og stærk stemning igennem hele kunstværket. Værket som sådan er smukt i sin udformning, anderledes i sin tilgang, æstetisk i sin finfølelse og hjertelig i sin medmenneskelighed. Installationen som helhed er både hjertegribende og troværdig og jeg giver forestillingen mine varmeste anbefalinger.”
– Kulturnyt (læs anmeldelsen)

Anmelderne om anden del af trilogien, “CARCASS”:

★★★★★★
”Jeg sidder med hamrende hjerte på publikumsrækkerne og lade mig indtage af et anderledes og modigt dansedrama. (…) Forestillingen ‘Carcass’ er en poetisk perle af små underfundige øjeblikke, der knytter sig til det sidste åndedræt.”
– Kulturnyt (læs anmeldelsen)

★★★★★★
”Jeg var tryllebundet fra start til slut. (…) Livet og døden hører sammen, og netop denne erkendelse kropsliggør danserne på fascinerende vis i en poetisk, humoristisk og absurd dans med døden.”
– Delfinen, Aarhus Universitet (læs anmeldelsen)

”De danser vores frygt for døden og minder om, at vi skal leve livet, mens vi har det. De bryder med døden og mestrer kunsten at kaste med slappe kroppe og 100 måder at flytte dem på. De taler også direkte til publikum og har en morsom konkurrence om den bedste død. Stemningen bliver så god, at man kommer til at holde af den – døden.”
– Lokalavisen Aarhus

★★★★
“Koreografen Andreas Constantinous indfanger en lang række af disse momenter i tilværelsen med en fordomsfri oprigtighed, der ligesom livet både tiltaler og frastøder os. Men det er en forestilling, der vil os noget, og i kraft af det vitale hold af internationale dansere gør den indtryk. (…) Aris Papdopoulos, Theo Marion, Elise Ludinard, Paola Drera, Heli Pippingskold og sidst men ikke mindst William Cardoso kræver vores opmærksomhed og får den. Og vi tager budskabet med os hjem: Husk at leve dit liv. Vi kan tids nok ende som ådsler.”
– CPHculture