For uddannelser

Samarbejde med Bora Bora

Dans kan bruges i mange forskellige fag – om det er idræt, dans, teater og drama, musik eller dansk. Skoler og uddannelser kan derfor gøre stor gavn af at bruge Bora Bora i en del af deres undervisning.

Dans er ikke kun en fysisk aktivitet. Det er ligeledes en måde at blive styrket fagligt, personligt og socialt: At være scenevant kan styrke elevers evne til at fremlægge og stå foran mange mennesker. Dansen kan desuden give et nyt syn på læringsprocesser og styrke elevers evne til at give og modtage kritik.

Derudover giver arbejdet med dans og teater erfaring med sociale samarbejdsformer og gruppeprocesser. De enkelte forestillingers specifikke tematikker kan også passe ind i forskellige fag. Skriveøvelser i form af anmeldelser af forestillinger ligger også lige for.

Mulighederne er mange og vi går meget gerne i dialog med skoler og uddannelser om hvordan I kan bruge Bora Boras forestillinger m.v. i undervisningen. Vi arbejder også kontinuerligt med udvikling af dansemiljøet og nye talenter, hvilket betyder, at der er mulighed for spændende møder mellem kunstnere og publikum.

Vi har forståelse for, at skoler og uddannelser har brug for at planlægge lang tid i forvejen. I er derfor altid velkomne til at kontakte os og høre om kommende forestillinger på specifikke tidspunkter i fremtiden, selv hvis de ikke er at finde på vores hjemmeside endnu.

Undervisningsmateriale

Vi går meget gerne i dialog for at imødekommende specifikke behov. Vi har som en appetitvækker lavet et oplæg med materiale med inspiration, øvelser og baggrundsviden, som kan downloades som pdf (5 mb).

Materialet er delt op i fem dele:
Introduktion
Moderne dans (udvikling og definition)
Fagguide og øvelser
Tilbud fra Bora Bora
Om Bora Bora.

Rabat på billetter

Grupper på over 10 personer betaler 65 kr. (u. 25 år) eller 120 kr. (o. 25 år) per person.
Unge under 25 år betaler 80 kr. for 1 billet.
Studerende over 25 år betaler 120 kr. for 1 billet.
Standardprisen er 180 kr. per billet.
Læs mere om vores billetpriser under menupunktet Billetter.

Vi tilbyder

Her er en kort liste over hvad vi bl.a. kan tilbyde. Den er ment som inspiration, så kom endelig til os, hvis I har specifikke forslag eller ønsker til samarbejde.

 

Artist talks

Kunstnerne kan fortælle mere om produktionen, tematikken og deres arbejde. En god måde at åbne forestillingen for bl.a. unge mennesker, der måske ser dans og performance for første gang. Se evt. videoeksempel fra en artist talk her, hvor Nørgaards Højskole og Testrup Højskole var på besøg.

 

Lån en medarbejder

Vi kommer også gerne ud til jeres skole og fortæller om dansen. Vi har gode erfaringer med at møde eleverne personligt og skræddersyr gerne snakken sammen med jer.

 

Workshops

De besøgende kompagnier udbyder ofte gratis workshops. De annonceres på vores hjemmeside og på Facebook, men kontakt os, hvis I har brug for at planlægge i forhold til jeres undervisningsplan, for vi kender tit til aktiviteterne, før de bliver annonceret.

 

Introduktion til en forestilling

Vores erfaring er, at når man ser moderne dans eller performance for første gang, kan det være givtigt med en kort introduktion til, hvordan man bedst forholder sig til kunstformen. Book en introduktion med én af Bora Boras medarbejdere, næste gang I skal se en forestilling.

Videoer

Vi vil gerne her anbefale et flot stykke arbejde af vores kolleger på danseteatret The Place i London. De har skabt en række korte videoer, der giver et fremragende indblik i hvad moderne dans er og hvordan man kan opleve den.

Planet Dance – A Visitor’s Guide To Contemporary Dance:

Intro
Body Talk – Part 1
Body Talk – Part 2
Body Talk – Part 3

Kontakt

Bora Bora, telefon 86 19 00 79 / info@bora-bora.dk

Lars Kjær Dideriksen, PR Manager, lars@bora-bora.dk