The Gender House Triple Bill

”Jeg er bange for, at hvis jeg holder op med at bevæge mig, vil jeg føle det hele. Det vil synke ind – ensomheden, magtesløsheden, smagen af tårer på vej ned i min hals. Så jeg stopper aldrig – fra én fest til den næste, fra én mand til den næste – så der aldrig er plads nok til at føle tomheden”.

Israelsk-fødte Yotam Peleds danseforestilling ‘Boys Don’t Cry’ reflekterer over gamle og nye opfattelser af maskulinitet. Vi følger en mands rejse gennem hukommelsen, og bliver vidne til en transformation og katarsis; det sjældne øjeblik af ultimativ frihed, der følger beslutningen om at give slip på vægten af samfundets normer og forventninger.

”Boys Don’t Cry” er en soloforestilling, der ser tilbage på overgangen fra Israel til Berlin, fra konservativ til liberal. Det er et selvportræt og et forsøg på at forstå ændringen i opfattelsen af maskulinitet – fra tiden i hæren til natklubberne.

”Boys Don’t Cry” varighed er: 20-25 minutter 

Samlet spilletid på forestillingerne ca. 1 time uden pause

Yotam Peled blev født i en Kibbutz i Israel, 1989. I en alder af 21, efter at have gjort tjeneste i de israelske forsvarsstyrker, begyndte han at danse og tog senere en uddannelse indenfor nycirkus. I 2015 flyttede han til Berlin, hvor han arbejder som koreograf og freelance performer. Hans arbejde har vundet flere priser og har været vist på festivaler og scener i Israel, Europa og Asien. Yotams arbejde kredser om kønsroller, seksuel identitet og magtstrukturer i det moderne samfund.

”We do this. We don’t talk” er en sjov og herligt overdrevet solo om jagten på autenticitet. Værket er en hyldest til dansens hudløse ærlighed i en tid præget af omhyggeligt designede online identiteter.

Soloen er skabt på baggrund af koreograf Barnaby Booths interesse for at bruge koreografi som en form for portræt; et greb som giver publikum mulighed for at lære performer Samuli Emery at kende, når de ser ham danse.

“Et portræt handler om at udforske nogens identitet og det er en meget fintfølende, sårbar ting… Portrættet er et håndtryk, en omfavnelse, en aftale hvor vi mødes halvvejs på en fælles vej” – Fotograf Tim Walker.

KOREOGRAF BARNABY BOOTH (UK)

Barnaby er koreograf og lysdesigner. Han er uddannet fra Northern School of Contemporary Dance (NSCD) og Salzburg Experimental Academy of Dance (SEAD) og mener, at muligheden for at slukke telefonen og sidde i en mørk teatersal for en stund er uvurderlig. Barnaby har arbejdet med English National Opera, har skabt koreografier til kortfilm og musikvideoer og er tilknyttet TRAK dance Ensemble (Østrig). Han har vundet flere priser for sit eget arbejde, og har lavet bestillingsværker for bl.a. Los Little Guys (US/Mexico), Dantzaz Dance Company (Spanien) Northern School of Contemporary Dance (UK), Roehampton University (UK), Bodhi Project (Østrig), Folkwang Tanzstudio (Tyskland) Erica Badgeley (US), Headlock Theatre Company (UK) og Verve (UK).

PERFORMER SAMULI EMERY (FIN/UK)

Samuli er finsk-britisk queer dansekunstner, lærer og facilitator. I 2019 afsluttede han sine studier på Salzburg Experimental Academy of Dance (SEAD) med speciale i koreografi. Udover sin erfaring med vestlig iscenesat moderne dans, har han fordybet sig i en række street- og clubgenrer, såsom voguing, hip-hop og house. Samuli har markeret sig på den internationale scene bl.a. i produktioner af Meg Stuart, Jerome Bel, Jill Crovisier, Ceren Oran, Hanna Brotherus og Sonya Lindfors. Samuli har også danset for nogle af Finlands mest berømte musikere, har danset og koreograferet for Hugo Boss og medvirket i flere tv-produktioner i bedste sendetid, “Tähdet, Tähdet” og “Eurovision Song Contest”. Han har modtaget adskillige priser og stipendier for sit arbejde som performer og koreograf fra organisationer i Finland, Tyskland, Polen, Slovenien, Estland og Italien.

Audition som en betingelse. Som en fysisk og mental tilstand. Som en udviklingsproces. Som brutalitet. Som et magtforhold. Som et udsagn. Som en forhindring. Som en forudsætning. Som en “rejse”. Som en rejse. Som en dom. Som en afskrivning af personlighed. Som et tilbageblik. Som et rollespil. Som en afvisning. Som en udforskning af grænser. Som total tilgængelighed.

Alle, særligt de der arbejder inden for scenekunst, ved, at auditions er en stressende fase i den kreative proces. Og også relativt uundgåelig, især i begyndelsen af en karriere som performer/danser.

”Hire me, Please” er en ironisk og sarkastisk kommentar over audition-processen. Over danserens/performerens tilsidesættelse af egne grænser og personlige materiale, som i sidste ende lægges i hænderne på dommerne. Og over det overlevelsesinstinkt, der sætter ind – til de potentielt fremtidige arbejdsgiveres store tilfredsstillelse. Danserens absolutte tilgængelighed står i stærk kontrast til hans følelsesmæssige, fysiske, åndelige og mentale tilstand før, under og efter en audition.

”Hire me, Please” er skabt på baggrund af koreografens behov for at dele sine oplevelser om de auditions, han har deltaget i og de personlige og performative mutationer, han er blevet udsat for, samt hans syn på hele audition-processen i sin moderne form. En form, der er blevet kritiseret for at være styret af det kapitalistiske systems overforbrug og ”brug-og-smid-væk” kultur af performere/dansere.

Panos Malactos (Cypern, 1994) er uddannet i Ballet og Moderne dans fra Rambert School i London. Han har arbejdet med Fresco Dance Company, Inbal Dance Theatre, Jason Mabana, Elias Adam, Liliana Barros, Emma Evelein Dance, X-it Dance Theatre, Milena Ugren Koulas, Asomates Dynamis Dance Company, Fest Spiel Haus St. Pölten (Ohad Naharin & Shahar Binyamini), Compagnie Tabea Martin og Peeping Tom m.fl.
“Hire me, please” modtog prisen for Young Choreographer ved Cyprus Choreography Platform i 2019.