Han danser med hele jordkloden

Italienske Mirko Guido, der har base i Aarhus og er huskoreograf på Bora Bora, har premiere på “TECTONIC” på Dansehallerne i København den 27. januar, hvorefter han kommer til Aarhus den 4. - 6. februar. Forestillingen indfanger Jordens kraftfulde rytmiske forskydninger i en sanseoplevelse, hvor svævende metalplader, rytmisk lyddesign og reflekterende lys smelter sammen med koreografien.

Videotrailer:
https://www.youtube.com/watch?v=zTFdxGSoUho

Introduktion ved teaterdirektør Lotte Kofod Ludvigsen: https://www.youtube.com/watch?v=gWvFTi77B8E

”Jeg tænker på Jorden som en krop. Den bevæger sig, presser, glider, genskaber sig selv. Vi mærker kun bruddet, jordskælvet, vulkanen. Men hele tiden er der små vibrationer, som former vores liv. Det er smukt. Og det er voldsomt. Det er dét, jeg prøver at fange i dansen.”

Sådan siger koreograf og danser Mirko Guido før premieren på hans seneste forestilling “TECTONIC”. Forestillingen er en åben invitation til at opleve verdens dybe rytmer mellem menneske, natur og teknologi. De synlige og usynlige kræfter, der former og genskaber vores landskaber.
– Vores kroppe er følsomme instrumenter, og med dem kan vi lytte og tune os ind på kræfterne hinsides os selv, siger Mirko Guido.

For at skabe en både visuel, fysisk og følelsesmæssig oplevelse har han lagt vægt på, at alle sanserne skal i spil for publikum. Derfor er scenografien af Olga Regitze Dyrløv Høegh, lydsiden af Fredrik Arsæus Nauckhoff og lysdesignet af Thomas Zamolo ligeværdige kreativet elementer med Mirkos koreografi.

Bøjelige metalplader bevæger sig i rummet i samspil med reflekterende lys, mens lydsiden, der er skabt af elektroniske teksturer og optagelser af den rumlende islandske undergrund. 

Forestillingens titel kommer af det oldgræske “tektonikós” og det latinske” tectonicus”, der betyder “at bygge”. De fleste kender nok ordet fra geologien, hvor man taler om de langsomme og kraftfulde bevægelser af de tektoniske plader, der former Jordens overflade. De voldsomme kræfter, der opstår, når pladerne støder sammen, glider fra hinanden eller skubber mod hinanden, har været inspirationen til Mirkos koreografi.

“TECTONIC” har urpremiere på Dansehallerne i København den 27. januar, hvor den spiller i fire dage frem til den 30. januar. Derefter præsenterer Bora Bora i Aarhus forestillingen fra den 4. til 6. februar.

Læs Kulturspinds portrætartikel her

 

Om Mirko Guido (ITA/DK)

Mirko Guido (f. Italien) er koreograf og danser med base i Aarhus, hvor han er in-house artist på Bora Bora – Dance and Visual Theater. Han har en mastergrad i New Performative Practices fra DOCH / Stockholm University of the Arts.

Som performer har han været medlem af anerkendte kompagnier som Cullberg Ballet, Thoss Dance Company, Donlon Dance Company og Tanz Theater Bielefeld, og han har arbejdet med en lang række koreografer, herunder Benoît Lachambre, Deborah Hay, Tilman O’Donnell, Crystal Pite, Johan Inger, Mats Ek, Paul Lightfoot & Sol León, blandt andre.

Hans tidlige koreografiske karriere blev anerkendt med førsteprisen og publikumsprisen ved den internationale koreografiske konkurrence i Hannover (2008) og en nominering som Young Choreographer to Watch i Ballet Tanz Magazine (2009). Han har skabt bestillingsværker for institutionelle dansekompagnier som Saarbrücken Staatstheater og Wiesbaden Staatstheater, før han gik over til uafhængig koreografi, hvor han fordybede sig i moderne, eksperimentel og interdisciplinær praksis.

Hans koreografiske arbejde udfolder sig i teatre, museer, gallerier og offentlige rum, hvor han ser bevægelse som en proces, hvor man afstemmer og navigerer i skiftende forhold mellem krop, rum, materialitet og tilstedeværelse. Hans projekter tager form gennem fordybende miljøer, hvor kroppe interagerer med arkitektoniske strukturer, resonansmaterialer og lydlandskaber – og tillader koreografi at strække sig ud over kroppen og ind i det omgivende rum.

Hans koreografiske værker er blevet præsenteret på internationale festivaler og spillesteder, herunder 20th PuSh Festival (Vancouver, Canada), 6th Athens Dance Festival (Grækenland), Festival La Becquée (Brest), Festival MAP/P E-motional (Porto), Teatri di Vita (Bologna), Dance Station (Beograd), SPEL – The State Gallery of Contemporary Art (Cypern) Weld and Dansens Hus (Stockholm), Bora Bora og ARoS Art Museum (Aarhus), Det Kongelige Teater – Skuespilhuset og Dansekapellet (København), blandt mange andre.

Website: mirkoguido.com