AVIAJA Dance (GL/DK)
Whiteout
Den tankevækkende og livsbekræftende WHITEOUT vandt Reumert-prisen for Årets Danseforestilling i 2025. Den går tæt på savn, ubærlige tanker og tabuer omkring selvmord. Danserne kropsliggør på smukkeste vis sorgen og længslen, men også håbet og forbindelsen til hinanden, så vi kan finde styrken og troen på livets kraft og mening.
WHITEOUT er en tankevækkende og livsbekræftende danseforestilling om at miste. Når man befinder sig i et arktisk “whiteout” – et naturfænomen, hvor sneen hvirvler rundt, og alt bliver hvidt – kan man opleve en fornemmelse, der minder om sorg, hvor enhver følelse af retning forsvinder.
Den roste danseforestilling blev kåret som Årets Danseforestilling ved Reumert-prisen i 2025.
“WHITEOUT” går tæt på det smertefulde savn, de ubærlige tanker, skammen og tabuerne, der omgiver selvmord. Forestillingen kropsliggør sorgen og længslen, men også håbet, styrken og troen på livets kraft og mening. På den anden side af et whiteout, som har krævet indsigt og refleksion, bliver vi nye mennesker i verden – vi finder hinanden og skaber forbindelser på tværs.
Forestillingen kaster et vigtigt blik på et emne, som er præget af tavshedskultur og berøringsangst. Samtidig udforsker forestillingen det livsbekræftende, som de efterladte kan opleve: evnen til at reflektere over værdien af relationer og fællesskaber og ikke mindst taknemmeligheden over at have kendt en person.
Reumert-juryen satte disse ord på deres motivation for at give forestillingen prisen:
“Det var så sanseligt smukt, at man næsten fik åndenød. Et grænseløst ingenmandsland med sne, fjerlette rullefald og luftbårne koreografier. Fire moderne dansere, der bevægede sig organisk gennem en visuel snestorm med blinkende øjne og krogede hænder. Sorg, selvmord, skam og tab fik krop og bevægelse, mens vi blev opslugt af en hvirvlende følelsesstorm.”
TANKER OM SELVMORD?
Har du eller nogen du kender selvmordstanker? Så kontakt Livslinien og få hjælp på telefon 70 201 201 eller chatte på https://www.livslinien.dk.
Livslinien er en anonym telefonrådgivning samt netrådgivning for blandt andet mennesker med selvmordstanker, pårørende og efterladte. Telefonen har åbent alle årets dage fra kl. 11.00-05.00.

Anmeldelser
“WHITEOUT er et gletsjergennembrud for den unge dansk-grønlandske koreograf Sarah Aviaja Hammeken. (…) WHITEOUT er ny dans. En blanding af moderne dans, danseteater og hiphop. En elegant dans uden handling, men en dans, der både er stemningsmættet og intens i sin spændingsopbygning i Sirí Paulsens sikre dramaturgi. WHITEOUT en nærværsdans, hvor alt virker organisk og forbundet. Alle bevægelser er skødesløst asymmetriske, som om kroppene blæses ind i koreografiens former af snestormen. (…) Det giver nærmest åndenød at se danserne. For hvordan kan de bevæge sig sådan? (…) Forestillingen er et overbevisende eksempel på grønlandske kunstneres originale blik på verden.”
– Information, Anne Middelboe Christensen (læs hele anmeldelsen her)
★★★★★☆
“I WHITEOUT trækker hun tæppet væk under os i en hvirvlende sne- og følelsesstorm. Dansen kender ingen grænser i dette ingenmandsland af næsten uvirkeligt, flydende og svævende bevægelser. (…) WHITEOUT minder os om værdien i relationerne, trods kærlighedens pris. Danserne viser sømløst hele skalaen fra det krampagtigt stivnede til det mest bløde og empatisk svævende. De udvisker elegant alle grænser mellem trin og stilarter og rører i stedet ved selve sorgen. De svæver, flyder og sitrer sig gennem krisens desorientering i et magisk whiteout, der sætter nye standarder.”
– ISCENE, Dorte Grannov Balslev (læs hele anmeldelsen her)
★★★★★☆
“At opleve disse fire mageløse dansere – hver for sig og sammen – er en oplevelse, der kryber ind under huden på publikum, og nægter at forlade den. Sjældent har en danseforestilling formået at formidle en sjælelig tilstand så præcis og autentisk som her. WHITEOUT fremstår som en betydelig sejr for Sarah Aviaja Hammeken, Aviaja Dance’s kunstnerisk leder, og hendes eminente dansere. Det bliver næppe sidste gang, at vi får dem at se.”
– CPH CULTURE, Michael Søby (læs hele anmeldelsen her)
★★★★
“Sarah Aviaja Hammeken viser med WHITEOUT endnu engang sin utrolige evne til at forstå den verden vi lever i, og formidle den i et koreografisk sprog der slår benene væk under dig. (…) Hammekens koreografiske kortlægning af menneskets møde med Grønlands indlandsis, må betegnes som et uendeligt smukt værk.
– SCENEBLOG, Casper Koeller (læs hele anmeldelsen her)
“Jeg har aldrig haft selvmord tæt på livet. Men forestillingen hvirvlede mig ind i en tabstilstand, der var så insisterende, at den trængte dybt ind.”
– Peripeti, Cecilie Ullerup Schmidt (læs hele anmeldelsen her)
Om Aviaja Dance (GL/DK)
Sarah Aviaja Hammeken er født i København og har både danske og grønlandske rødder. Efter at have afsluttet sin uddannelse på Ballettakademiet i Stockholm i 2015 blev hun en del af Compagnia Zappalà Danzas ungdomsensemble, CZD2.
Sarah Aviaja har taget sin kunst med på tværs af grænserne og har etableret sig som professionel danser på den globale scene, hvor hun har arbejdet med forskellige internationale koreografer og kompagnier.
I 2019 grundlagde hun AVIAJA Dance, en platform, hvor hun udforsker og udvikler sin koreografiske praksis. Hendes kunstneriske rejse er drevet af en dyb interesse for, hvordan
den fysiske krop og dansen krydser samfundet, og hun henter ofte inspiration fra sin grønlandske arv.
I 2023, efter at have tilbragt flere år i udlandet, bragte hun sit seneste værk, SILA, til live på Grønlands Nationalteater, efterfulgt af den danske premiere i Dansekapellet, hvilket markerede hendes tilbagevenden til den danske kunstscene.
Hendes rejse sikrede hende en plads i Karriere-programmet “Den Unge Kunstneriske Elite” for 2024-2025, udbudt af Statens Kunstfond. Derudover blev hun udvalgt til Emerging Artists & Producers Programme ved CPH Stage 2023/2024.
Website: aviajadance.com

Kreditering
Koreograf:
Sarah Aviaja Hammeken
Dansere:
Amanda Rubio Sánchez
Elias Khanamidi
Eydís Rose Vilmundardóttir
Márton Debreczenyi
Assisterende koreograf:
Amanda Rubio Sánchez
Komponist:
Gerth Lyberth
Lysdesigner:
Brian Cord’homme
Kostumedesigner:
Parnuuna Kristiane Thornwood
Dramaturgisk konsulent:
Siri Paulsen
Fotografer:
Amalie Ivalo Hammeken
Ena Kurtagic Granulo
Videodesigner:
Ena Kurtagic Granulo
Konsulenter:
Paarisa
DRISP, Danish Research Institute for Suicide Prevention
Producent:
Sebastian Nervil
Administration:
Jens Christian Jensen
Co-produktion:
Dansehallerne
Nunatta Isiginnaartitsisarfia / Grønlands Nationalteater
Nordens Hus på Færøerne
Støttet af:
Statens Kunstfond – Projektstøtteudvalg for Scenekunst
Knud Højgaard Fonden
NAPA
Wilhelm Hansen Fonden
Aage og Johanne Louis-Hansen Fonden
Beckett Fonden
William Demant Fonden
Augustinus Fonden
Kultur- og Slotsstyrelsen – Kulturfonden for projekter mellem Grønland og Danmark
Nordisk Kulturfond



