Bora Bora henter stærke profiler til teatret

New artistic board, new head of the board, and new chief commercial officer at the dance theater Bora Bora
En ny forperson for bestyrelsen, et nyt kunstnerisk råd og en ny kommerciel chef skal sikre Bora Boras videre udvikling som internationalt center for dans. 

Bora Bora har store ambitioner om at videreudvikle sit arbejde som internationalt center for dans og få dansen til at gøre en forskel i flere menneskers liv. Nu skal fire nye profiler styrke teatrets arbejde i de kommende år.

Teatrets nye forperson er Finn Lund Andersen, som har arbejdet som direktør for Ballisager, siddet i Salling Fonden og haft direktørstillinger i Dansk Supermarked og TDC. Han afløser Bente Steffensen, som har gjort en stor indsats som forperson i de sidste 10 år. Finn Lund Andersen siger:

“Jeg glæder mig til at understøtte Bora Boras udvikling som en unik kulturinstitution i Danmark, der præsenterer og udvikler dansen lokalt og internationalt. Min erhvervserfaring supplerer husets stærke kunstneriske kompetencer, så vi sammen kan nå de ambitiøse mål”.

Internationale profiler
I sæson 2023-24 etablerer teaterchef Lotte Kofod Ludvigsen et nyt kunstnerisk råd, som skal rådgive, udfordre og perspektivere teatrets kunstneriske valg i til scenens program og residency center.

For at understøtte teatrets internationale og mangfoldige profil består det kunstneriske råd af to meget erfarne internationale profiler. Det er belgiske Samme Raeymaekers, kunstnerisk leder af Dansens Hus i Oslo, og norske Sigrid Aakvik, leder af det nordiske agentur Art & About i Aarhus. Teaterchef Lotte Kofod Ludvigsen siger:

“Jeg er begejstret over, at to markante internationale danseprofiler med indgående kendskab til dansen i Norden og resten af verden vil bidrage til styrkelsen af vores program i de næste år.”

Ny publikumsstrategi
Teatret har gennemgået en omstrukturering, som har skabt råderum til ansættelsen af en ny kommerciel chef. Den kommercielle chef skal sidde i teatrets ledergruppe med chefproducent og teaterchef og have det overordnede ansvar for teatrets nye publikumsstrategi og erhvervssamarbejder. Teaterchef Lotte Kofod Ludvigsen siger:

“Vi ser et stort kommercielt potentiale i at nå et større publikum og i nye samarbejder med private virksomheder, fonde og andre organisationer. Vi tror på, at vi kan lykkes med at få dansen til at gøre en forskel i flere menneskers liv samtidig med, at vi bevarer vores store kunstneriske ambitioner for dansen og det visuelle teater.”

Stillingen som kommerciel chef er slået op og ønskes besat per 1. december 2023.

Den strategiske udvikling af Bora Bora sker i samarbejde med Bikubenfonden og Nordisk Kulturfond.


YDERLIGERE INFORMATION:

Linkedin Finn Lund Andersen:
https://www.linkedin.com/in/finnlundandersen/

Link til jobopslag til ny kommerciel chef:
https://bora-bora.dk/job-bora-bora-soeger-kommerciel-chef/