VOMP - Et dansekompagni af Gunilla Lind (DK)
All The Feels
URPREMIERE: Hvad sker der, når vi lader os styre af vores følelser i en vanvittig og uoverskuelig verden? ALL THE FEELS er en danseforestilling om følelsernes magt til at forløse, forføre og forandre. Iscenesat af den Reumert-vindende koreograf Gunilla Lind - med helt ny musik af Fallulah.
OBS: Artist talk efter forestillingen den 30. september (på dansk).
It’s just emotions, taking me over….
Træd med ind i et univers, hvor ingen følelser er for meget eller for store, og hvor alt er på følelsernes præmisser. Et glitrende ocean, der kalder dig tættere på. Her kan du lade dig oversvømme af det, du mærker, hører og ser.
ALL THE FEELS er en danseforestilling om følelsers magt og potentiale til at forløse, forføre og forandre. Hvem spejler vi os i, og hvem betror vi os til? AI, influencers, terapeuter, Gud, reality, Taylor Swift, venner eller vores familie? Og hvordan ser følelsen ud, inden vi begynder at fortolke og forstå den? Gå med ned under dybet. Giv slip og tag med rundt i ALL THE FEELS.
Forestillingen, der har fire dansere på scenen, er iscenesat af Reumert-vindende koreograf Gunilla Lind (“It’s So Cute I’m Gonna Die”, 2024) og er med helt ny musik af Fallulah.
I en vanvittig og uoverskuelig verden med krig, kriser og ny teknologi har vi brug for at tro på noget, der er større end os selv. Vi griber ud efter astrologi, religion, tarotkort og konspirationsteorier. Rum, hvor følelser taler højere end fornuften. Men hvordan finder vi fodfæste i en virkelighed, der hele tiden forskyder sig? Hvad sker der med os og med verden, når følelser bliver vores anker og kompas?
Gunilla Lind er kendt for at skabe stærkt visuelle danseforestillinger, hvor kostumer og scenografi er en markant og farverig medspiller. Kostumier og scenograf Åsa Gjerstad har tidligere arbejdet sammen med Gunilla Lind på Holstebro Dansekompagnis forestilling “Björk” og nu mødes de igen i skabelsen af “All the Feels”.
Se Music Magazines interview med Gunilla Lind og Fallulah her.
Anbefalet aldersgrænse: Forestillingen er uegnet for børn under 12 år.
OBS: Der vil forekomme høje lydeffekter samt stroboskoplys i dele af forestillingen.

Anmeldelser
★★★★★★
“Overgiv dig. Fallulah og Gunilla Lind har skabt et mesterværk. (…) Det er en stor forestilling, som Gunilla Lind har skabt med alt det dygtigste fra alle hylder af kostumer, scenografi, dans, musik, tekst og lys.”
– Music Magazine (læs hele anmeldelsen)
★★★★★
“Overdådige kostumer, betagende lyssætning, dygtige dansere og følelsesladet musik. (…) En malerisk oplevelse. (…) Den kunstneriske fortolkning af den unge generation og deres mange følelser fremstår klart i Gunilla Linds iscenesættelse. Det kunne næppe have været fortalt bedre med ord.”
– Iscene (læs hele anmeldelsen)
★★★★★
“Det hele foregår til nykomponeret musik af Fallulah, som (ud over at lyde fantastisk) er et centralt medfortællende og stemningsskabende element i forestillingen. (…) All The Feels er de helt store følelser, et sanseligt bombardement og utroligt vellykket danseteater. Den balancerer fornemt på kanten mellem sødme, charme og creepiness, og efterlader os sanse- og følelsesmætte – men alligevel sultne på mere..”
– Ungt Teaterblod (læs hele anmeldelsen)
★★★★★
“Koreografien af Gunilla Lind har en undergrund af blå nuancer fra sindets mørkekamre, men også med lidt skæve anslag, som gør den spiselig. Jeg nød lydtæppet der gav forestillingen den kant som klæder den godt.”
– Kulturnyt (læs hele anmeldelsen)
“All The Feels er flot iscenesat, lyssat, danset og så synes der at være nok narrative elementer med, så selv den mindre dansekyndigetilskuer (læs: kapellets anmelder – red.) får masser med sig hjem.”
– Kulturkapellet (læs hele anmeldelsen)
“Lader følelserne gå hele vejen. (…) En forestilling, man ikke bliver færdig med med det samme.”
– Aarhus Inside (læs hele anmeldelsen)
Om VOMP - et dansekompagni af Gunilla Lind (DK)
VOMP – et dansekompagni af Gunilla Lind skaber hyper-taktile og visuelt forvrængede teaterrum, der reflekterer og fabulerer over samfundsaktuelle emner. Her aktiveres fantasien og sættes fri i en alternativ verden, der er både skræmmende og forførende.
Med overdimensionerede former, sanselige materialer, mættede farver og dragende væsner sætter VOMP spørgsmålstegn ved det samfund, vi lever i. Hvad udsætter vi vores kroppe og sind for? Og hvem har magten?Værkerne er lige dele danseforestilling, musikvideo og kunstinstallation og refererer hurtigt og præcist til alverdens popkultur – lige fra internetæstetik og tegneserier til high fashion og MTV. Bevægelser og genrer shuffles og samples i et fysisk sprog, der bruger elementer fra både contemporary dans, fysisk teater, catwalk og computerspil.
Musikken spiller en omsluttende rolle – både som bevægelsesgenerator, og som medvirkende til publikums fornemmelse af den nye verden, man bliver en del af, og som det føles næsten uudholdeligt ikke at måtte røre ved – bare et øjeblik.
VOMP ønsker at gøre dansen tilgængelig for alle ved også at producere på de scener, der ikke normalt præsenterer dans. VOMP’s forestillinger er for alle – også dem, der aldrig har mødt dansen før.
Kompagniet debuterede med succesforestillingen VANITY OF MODERN PANIC – V.O.M.P. (2017), som koreograf og kunstnerisk leder, Gunilla Lind modtog en Reumert Talentpris for. Siden har kompagniet skabt 4 værker, som bl.a. har været præsenteret på Kampnagel (DE), Skånes Dansteater (SE), Plartforma Festival (LT) og på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset. I 2024 modtog kompagniet en Reumert-pris IT’S SO CUTE I’M GONNA DIE i kategorien Årets Danseforestilling.
Gunilla Lind har desuden været koreograf og bevægelseskonsulent på teaterforestillinger som Pamela og Work Bitch af AKT 1, BJÖRK af Holstebro Dansekompagni, og hun er en del af kunstnerkollektivet Ruby Gamache.
Website: vomp.dk

Kreditering
Koncept:
VOMP – et dansekompagni af Gunilla Lind
Koreograf og iscenesætter:
Gunilla Lind
Medskabende dansere:
Gustav Emil Møller
Hilde Ingeborg Sandvold
Ida Hebsgaard Mogensen
Sarah Olivia Klitgaard
Scenograf og kostumier:
Åsa Gjerstad
Komponist og musik-producer:
Fallulah
Dramaturg:
Rikke Frigast Jakobsen
Lysdesign:
Thora Eriksen
Lyddesign:
Julius Sylvest
Kostumeassistent:
Zandra Liungman
Kreativ producent:
Shuli Nordbek Azoulay
Kunstnerisk konsulent:
Josefine Ibsen
Tematisk konsulent:
Emma Holten
Forestillingsleder og bagsceneafvikler:
Emilie Vestbo Johansen
Fotos:
Kasper Nybo (Scenefotos & PR-foto)
Nadia Von Rikka (Processfotos)
Video:
Sara Jordan
Forestillingen er en co-produktion med
Bora Bora & Republique/Revolver
Støttet af:
Statens Kunstfond
Augustinus Fonden
A.P. Møller Fonden
Beckett Fonden
Knud Højgaards Fond
William Demant Fonden
Aarhus Kommune, Kunstrådet





