Ruth Rebekka Hansen (DK)

Ripe Body

26. & 27. november 2024, kl. 19:30 (120 min.)

TURNÉPREMIERE: Hvem betragter hvem i den høje, gennemsigtige og spejlbeklædte boks? Publikum kommer helt tæt på Ruth Rebekka Hansens levende skulptur, som hun forførende udforsker køn og seksualitet med, mens hun redefinerer vores forståelse af kvindelighed.

Billetterne er unummererede.

AFTENENS PROGRAM

19:30
RIPE BODY:INSTALLATION (ca. 40 min)
Bevæg dig frit rundt om og under boksen. Du kan tale lavmælt, lave fotos og video uden lys/blitz. Mobil på lydløs.

20:10
PAUSE (ca. 25 min)
Publikum forlader salen.

20:35
RIPE BODY: RIP IT (ca. 50 min)
Bevæg dig frit rundt om, men ikke under boksen. Du kan tale lavmælt, lave fotos og video uden lys/blitz. Mobil på lydløs. Vær opmærksom på, at der vil være placeret lamper omkring i rummet.

Samlet spilletid: ca. 2 timer inklusiv pause

RIPE BODY er en genreoverskridende solo-danseforestilling i to dele, RIPE BODY:INSTALLATION og RIPE BODY: RIP IT. En interaktiv installation efterfulgt af en hypnotiserende fest med livemusik.

I en næsten fire meter høj, gennemsigtig boks med spejlbeklædt loft og gulv, inviteres publikum ind i et feminint univers der er lige så funklende som det er kødeligt. Gennem kroppen søger koreograf og performer Ruth Rebekka Hansen at sætte et kalejdoskopisk filter på det kønnede, der både dekonstruerer og redefinerer det feminine.

RIPE BODY:INSTALLATION
I forestillingens første installationsdel bliver kroppen udstillet som en levende kød skulptur, der bevæger sig ind og ud af genkendelige forme, akavede vred og et blik, der imiterer forbindelse. Som navnet antyder, dykker RIPE BODY ned i hvordan opmærksomhed, moral og ejerskab har fulgt den feminine krop, artefakter og kvaliteter. På spejlrummets piedestal inviteres publikum til at nærstudere formningen af noget feminint og deres egne reaktioner pa kroppens udfoldelse.

Iscene.dk beskriver oplevelsen:
“Soundscapet er dybt, trægt, minder næsten om munkesang, mens hun uendeligt langsomt løfter sig i armene og stirrer intenst ned i spejlbundens fortabende fordoblinger. Som en kokon ligger hun der og vokser op fra maven i total kontrol af hver lille skulpturelle bevægelse. Ripe Body-installationen sniger sig ind i os med sin insisterende tyste tale og kan foldes ud endog mere interaktivt, hvis man som publikum vover sig helt ind under buret.”

RIPE BODY:RIP IT
I anden del skifter forestillingen gear med en hypnotiserende, eksplosiv performance. Med sig pa scenen har Ruth Rebekka Hansen komponist og musiker Lauge Heebøll, der leverer pulserende livemusik og sætter tonerne til aftenens afslutning . I et landskab af tunge beats og glitrende kostume, inviteres publikum til en fejring af en femininitet, der rummer mere af alt. Resultatet er flydende, forførende og festligt.

Iscene.dk skriver om anden del:
“Electrolyden bobler op, mens kroppen glider langs glasset i en uendelig spejling, der inkluderer os og vores voyeuristiske position. Vidner til denne überfeminine alien, der er landet blandt os og fængsler os i en stadig voldsommere, men hele tiden delikat posering af kulturens koder. Mens lyset skifter til pink tager liderligheden over i en gentænkning af poledansen. Underlivet bølger og tungen peger os ud. Musikken går direkte i kødet på os, som vi bliver én pumpende muskel omkring buret.”

RIPE BODY er dedikeret til alle, der føler en kontakt til et feminint univers, uagtet i hvilken grad eller form

Læs Iscenes interview med Ruth Rebekka Hansen om RIPE BODY her.

Praktisk information

Publikum er stående/gående, med mulighed for at sidde på podierne i udkanten af rummet. Der vil være et begrænset antal stole tilgængelige til de publikummer der har brug for at sidde ned under forestillingen.

En hilsen til Aarhus fra Ruth Rebekka Hansen

Anmeldelser

★★★★★
”De døde, kolde fiskeøjne får det til at isne ned af rygraden, da de strejfer mine gennem buret. I et graciøst flow poserer kroppen forsigtigt. Håndkysser, vinkeflirter. Strækker posituren i melodramatiske glimt. (…) Ruth Rebekka Hansens Ripe Body satte brand i Platform med sin koreografiske undersøgelse af kroppens og blikkets magt og afmagt, der synes som skabt til festivalen i et magisk fælles nu med musikken som en helt afgørende medspiller.”
– Iscene.dk om Roskilde Festival-udgaven af “Ripe Body” (læs anmeldelsen)

★★★★★
”Om væsenet er overjordisk, et undervandsvæsen, eller et menneske der står ved sin søgen efter det feminine ikon, er ikke afgørende. Det er udstrålingen og forbindelsen til publikum derimod. Og den er eminent. (…) Netop uvisheden, åndeløsheden og det momentane kontroltab var jo det ultimative tegn på Ruth Rebekka Hansens formidable kunnen – og den endelige blåstempling af hendes eminente soloværk RIPE BODY. En performance der ikke blot bliver ledsaget af tilfældige toner, men af komponist og musiker Lauge Heebølls inciterende toneunivers, med tunge beats og liveafviklet kærlighed til både musikken og dansen.”

– Sceneblog.dk om Roskilde Festival-udgaven af “Ripe Body” (læs anmeldelsen)

Om kunstnerne

Ruth Rebekka Hansen:
Den danske koreograf og performer, Ruth Rebekka Hansen, havde premiere på sin første fuldlængde forestilling RIPE BODY på Roskilde Festival i juli 2024. Hendes arbejde som både skabende kunstner og danser, bevæger sig i krydsfelterne mellem dans, teater, visuel kunst og live-performance.
Efter at have afsluttet sin danseuddannelse fra Balettakademien Stockholm i 2018, har hun arbejdet nationalt og internationalt med bl.a. Falk Richter, Gunilla Lind, Lara Osten, Jernej Bizják, Thomas Eisenhardt og DeLeon Company. I 2023 var Ruth udvalgt som årets kunstner i Aabent Rum, et kunstnerisk udviklingsprogram arrangeret og kurateret af Aaben Dans.

Lauge Heebøll:
Med en stemme der omfavner ba de det melankolsk mørke og det inviterende lys, sætter Lauge Heebøll tonerne til RIPE BODY. Hans livesæt, som blander pulserende EDM og svævende soundscapes, inviterer lytteren ind i den alternative virkelighed, som RIPE BODY undersøger.
Efter udgivelsen af tre singler er Lauge Heebøll for alvor ved at finde sin musikalske stemme og i slutningen af 2024 udkommer hans debutalbum.

Om kunstnerne

Kreditering

Koreograf og performer:
Ruth Rebekka Hansen

Komponist og livemusiker:
Lauge Heebøll

Kostumedesigner:
Benedikte Beate Hansen

Scenograf/bygger:
Anders Toft Pedersen

Dramaturg:
Luna Stage

Foto/videograf:
Morten Arnfred

Foto (Roskilde Festival):
Jacob Stage
Daniel Urhøj

Co-producenter:
Roskilde Festival
Aaben Dans
Bora Bora
Teater Momentum
Dansehallerne

Kurator Roskilde Festival:
Nina Rasmussen

RIPE BODY administreres af KOMMA Performance Productions

Tak til:
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
William Demant Fonden
Dansk Skuespillerforbunds Projektstøtte
for støtte til udvikling og skabelsen af RIPE BODY

Tak til:
Statens Kunstfond for støtte til
Lauge Heebølls komponistarbejde
i forbindelse med RIPE BODY

Ikke i salg