Ny proces for Bora Boras placering

Bora Bora Entrance

Ny proces for Bora Boras placering

Aarhus Byråd har lyttet til de mange faglige argumenter i høringsfasen, hvor dansens publikum og professionelle lokalt, nationalt og internationalt har beskrevet behovet for egnede lokaler. Forliget om kommunens sparekatalog fastslår, at der skal findes en løsning for Bora Boras fremtidige placering.

”Vi er meget taknemmelige for, at politikerne har lyttet til de mange høringssvar og læserbreve, som har peget på betydningen af egnede lokaler til dans i Aarhus. Nu glæder vi os til en grundig faglig proces, hvor vi sammen kan finde en bæredygtig løsning for dansens placering fremover,” siger teaterchef Lotte Kofod Ludvigsen.

Høringssvarene sætter spor
På Kultur og Borgerservices område er der indgået i alt 2112 høringssvar, hvoraf over halvdelen drejer sig om det spareforslag, som berører Teater Katapult, Bora Bora og Headquarters. De mange høringssvar har gjort indtryk og ført til en række ændringer i sparekataloget.
Høringssvarene om Bora Bora har peget på nødvendigheden af egnede lokaler til dans, som har de rigtige mål og de nødvendige faciliteter, så Bora Bora kan fortsætte som internationalt producerende dansehus, festivalarrangør og residency center. Det oprindelige sparekatalog foreslog en lokalerokade, hvor Bora Bora skulle flytte ned på Godsbanen, hvilket ville gøre det umuligt at vise de markante danseforestillinger, som publikum elsker.

Ny proces i 2023
I dag fastslår aftaleteksten, at der nu starter en ny proces, hvor aktørerne sammen skal finde den gode løsning for dansens fremtid. Formuleringen lyder:
”Forligsparterne noterer sig tidligere beslutninger i budget 2021 om udvikling af Brobjerg Skolen. I forlængelse heraf ønsker forligsparterne en løsning for Bora Boras fremtidige placering.”
Teaterchef Lotte Kofod Ludvigsen siger:
”Vi sender en kæmpestor tak til publikum og samarbejdspartnere lokalt, nationalt og internationalt, som har støttet os i processen med opbakning, høringssvar, læserbreve og sparring. Det varmer virkelig vores hårdtarbejdende dansehjerter at føle den store opbakning.”
Der er dog også malurt i bægeret, da de mange besparelser på kulturområdet vil kunne mærkes:
”Vi er ulykkelige over, at det ser ud til, at Teater Katapult mister sit tilskud, og Aarhus derved mister en vigtig brik i scenekunstens økosystem,” siger teaterchef Lotte Kofod Ludvigsen

Tidligere pressemeddelelse med baggrund

Aftaletekst