Bora Bora danser af glæde: Dialog med kommunen om placering peger fremad
“Vi danser af glæde over den politiske opbakning,” siger Lotte Kofod Ludvigsen, teaterchef på Bora Bora.
Og Lotte Kofod Ludvigsen fortsætter:
”Vi er taknemmelige for den gode og konstruktive proces med kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad og kulturforvaltningen, hvor vi har dokumenteret hvilke lokaler, som er nødvendige for Bora Boras drift. Det er en stor glæde, at alle partier i byrådet nu har bakket op om, at vi skal finde en ny løsning på Bora Boras fremtidige placering. Vi har været i dialog om emnet med politikere og kulturforvaltning i 1,5 år og er meget tilfredse med denne udmelding.
Kort før påske fremlagde kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad en indstilling til forligskredsen, og med indstillingen om at “Gellerupscenen udgår som genhusningstilbud til Bora Bora”, og at Teknik og Miljø, Kultur og Borgerservice sammen med Bora Bora nu skal arbejde på egnede alternativer. En samlet forligskreds bakkede op om indstillingen.
Kritisk analyse
Baggrunden for indstillingen var blandt andet en analyse fra det uafhængige teatertekniske rådgiverfirma Stouenborg. Analysen viste, at Gellerupscenens på grund af søjler og loftshøjde ikke er egnet som scene for internationalt danseteater. Derudover er renoveringsbehovet langt større end den planlagte basisrenovering, der er forudsat i projektet for Fredspladsen i Gellerup, hvis faciliteterne skal kunne anvendes til professionel scenekunst.
Dermed var Gellerupscenen ikke kun en uegnet placering af Bora Bora, men også en særdeles dyr løsning for Aarhus Kommune. Analysen skal nu danne grundlag for den fælles forståelse af Bora Boras lokalebehov nu og i fremtiden.
Ny udviklingsproces skydes i gang
Forperson for bestyrelsen på Bora Bora, Finn Lund Andersen udtaler:
”Med opbakningen fra den samlede forligskreds vil vi straks gå i gang med at udvikle partnerskaber, som kan bane vejen for en fremtidssikret placering af Bora Bora. Dansen har et stort potentiale i en international by som Aarhus, og nu vil vi sammen med forvaltningen og forligskredsen arbejde på at sikre professionelle rammer, hvor dansen kan gøre en forskel i endnu flere menneskers liv.”
Politisk baggrund
Ønsket om at afklare den fremtidige placering af Bora Bora udspringer af byrådets ønske fra Budget 2021 om at omdanne Brobjergskolen til “et børnekulturproduktionscenter, hvor der er plads til en fortsat udvikling af scenekunsten”. I sparekataloget for budget 2023 for Aarhus Kommune blev Bora Bora inddraget med sætningen: “Det prioriteres at bevare tilskuddet til de 4 små storbyteatre uændret, da de både i forhold til publikum, kunstnerisk kvalitet og betydning for byens kulturmiljøer spiller en vigtig rolle”. Godsbanen og Gellerupscenen har begge været foreslået som placeringer til Bora Bora, men er fundet uegnede til dansescenens særlige behov.
For yderligere information kontakt:
Teaterchef Lotte Kofod Ludvigsen på lotte@bora-bora.dk
Forperson for bestyrelsen Finn Lund Andersen.
Med venlig hilsen
Lotte Kofod Ludvigsen
Fotos
Fotos i høj opløsning af teatret og af Lotte Kofod Ludvigsen kan downloades via vores Presserum på hjemmesiden.
Tidligere pressemeddelelser
8 DEC 2023: Kæmpe bevilling fra Augustinus Fonden til Bora Bora
20 NOV 2023: Region Midtjylland satser stort på Bora Bora (pdf)
19 JUN 2023: Fonde styrker Bora Boras position som int. center for dans
16 DEC 2022: Ny proces for Bora Boras placering
3 NOV 2022: Flytning til Godsbanen er umulig eller uhørt dyr