DON GNU (DK)

Slinger i valsen

7. marts 2026, kl. 16:00 & 9. - 13. marts 2026, kl. 19:30 (60 min.)

URPREMIERE: En humoristisk og rørende fysisk forestilling om venskab, vrede og kærlighed. DON og GNU forsøger at finde rytmen - men når følelserne tager over, bliver selv den smukkeste dans en kamp, den største konflikt en vals, og trinene slår kolbøtter i vredens åbenbaring.

En humoristisk, poetisk og paradoksal forestilling om at miste fodfæste og møde sig selv i faldet.

En tyk og en tynd forsøger at danse livets vals. Don-Gokke og Gnu-Gøg. Den runde og den ranke. Den spruttende og den knirkende. De vil holde takten, men tempoet halter. De bygger stiger, vælter dem igen, forsøger at forstå – og blive forstået.

Ind træder en mystisk fremmed. En ny puls i et velkendt mønster. En figur med flere kanter, flere sider, flere muligheder. Det er ikke en løsning, men en åbning. Sammen balancerer de tre mellem vrede og leg, kontrol og kaos, latter og dyb eksistentiel genklang.

I Slinger i Valsen mødes slapstickens kropslige poesi med nutidens sort-hvide verdenssyn. Inspireret af stumfilmens æstetik og rytme undersøger vi, om vi i vores farvemættede samtid er begyndt at tænke mere firkantet. Med latteren som bro og kroppen som sprog søger forestillingen forbindelsen i det uperfekte – der hvor vi ikke længere forsøger at passe ind, men bare… er.

Teaterchef Lotte Kofod Ludvigsen“DON GNU har med sine forestillinger opdyrket en stor fanklub i Aarhus, fordi de altid leverer rørende og sjove forestillinger i grænselandet mellem dans og fysisk teater. Vi glæder os til at kunne præsentere deres helt nye værk Slinger i valsen – nye fans kan starte her og hvis du aldrig har set dans, er Slinger i valsen det perfekte sted at starte.”
– Teaterchef Lotte Kofod Ludvigsen

DON GNU laver action teater og dans kombineret i et legende og poetisk univers.

Kompagniet blev etableret i 2010 af koreograferne Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup Pedersen, der i fællesskab står for den kunstneriske ledelse. DON GNU er huskunstnere på Bora Bora.

I dag er DON GNU et af landets mest turnerende kompagnier, der udover omfattende turnevirksomhed herhjemme, også har turneret i store dele af verden, bl.a. alle de nordiske lande, Sydkorea, Canada, store dele af Europa samt Cuba.

Læs mere om Don Gnu her